135 muldyr anholdt - medskyldige i bedrageri rettet mod ældre

112

05/01/2023

Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk

Skrevet af J. Bøgen

Det er en gigantisk politiaktion, og den er stadig i gang.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I en gigantisk politiaktion har politiet anholdt intet mindre end 135 personer.

De er mistænkt for at have ageret såkaldte 'muldyr' - altså personer, der stiller deres bankkonti til rådighed for organiserede kriminelle til hvidvask.

Netop denne sag handler om hvidvask af penge, der fortrinsvis stammer fra svindel af ældre. Det fortæller ledende politiinspektør fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), Torben Svarrer, på et pressemøde torsdag eftermiddag.

Han sagde videre på pressemødet, at man mistænker, at der skal sigtes cirka 200 personer i sagen.

Mere end 600 politifolk har været involveret i aktionen, som stadig er i gang flere steder i Danmark.

Torben Svarrer forklarer, at politiet er kommet på sporet af sagen, fordi man i 2022 har registreret en stor stigning i 'kontaktbedrageri' - en form for kriminalitet, vi også tidligere har beskrevet her på pensionist.dk.

Denne type svindel går ud på, at de kriminelle kontakter en eller flere person via telefon og lokker dem til at udlevere kontaktoplysninger og bankoplysninger. På den måde får de kriminelle adgang til ofrene konti.

Torben Svarrer lægger da heller ikke fingre imellem, når han skal sætte ord på denne form for 'ekstremt organiserede' kriminalitet, der bevidst er rettet mod ældre borgere, typisk kvinder.

"Jeg synes personligt, hvis jeg må være så ærlig, at det er en afstumpet form for kriminalitet, og derfor er jeg helt på linje med, at vi skal angribe det her."

Han oplyste videre på pressemødet, at sagen drejer sig om cirka 32 millioner kroner, som er ældre er blevet svindlet for.

De mange anholdte muldyr bliver ikke betragtet som de egentlig bagmænd i sagen. Derfor arbejder politiet videre for at finde frem til dem, der står bag det hele.