Nyt fra Arla: Nu er det slut

Generelle nyheder

18/04/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Det har stået på siden mandag morgen.

Strejken blandt Arlas laboranter og logistikassistenter, der har lammet flere afdelinger siden mandag, er nu slut.

Det skriver TV Midtvest.

Torsdag morgen vendte de strejkende medarbejdere tilbage til arbejdet ved Arlas otte afdelinger med fornyet energi og en ny aftale i hånden.

"Vi er glade for at kunne meddele, at alle vores medarbejdere fra i dag er tilbage i arbejde. Da vi nu kan konkludere, at vi ikke længere har strejkende medarbejdere, ser vi frem til en god dialog om, hvordan vi fortsat styrker vores samarbejde. Af respekt for den videre dialog har vi ikke yderligere kommentarer," lyder det fra Arla i en pressemeddelelse.

Derfor strejkede de

Strejken, der involverede 144 medarbejdere på tværs af landet, heraf omkring 100 fra fire midt- og vestjyske afdelinger, har været centreret omkring uenigheder over lønstigninger.

Medarbejderne havde krævet lønstigninger, som de mente var lovet i deres overenskomst, men som blev modregnet i deres personlige tillæg.

Lone Elkjær, laborant og tillidsrepræsentant på afdelingen Danmark Protein i Videbæk, og talsperson for de strejkende, udtrykte tilfredshed med strejkens resultat.

"Jeg klapper dem på skulderen. De har været seje. Det er ikke bare sådan lige at skulle sidde og strejke tre dage i en kantine," sagde Elkjær.

Åbnet for dialog

I en pressemeddelelse, som fagofreningen HK har udsendt på vegne af medarbejderne, lyder det, at kampen for reelle lønstigninger fortsætter.

Helt konkret skriver fagforeningen, at alle de nu tidligere strejkende skal stigende med mindst 4,50 kroner per time, hvilket svarer til 722 kroner om måneden.

Det er, ifølge HK, minimallønsstigningen både i år og sidste år, når man ser på overenskomsten.

Der er nu åbnet for en dialog mellem de stridende parter.